|
|
(siden opdateret 24. april, 2016)
Så kom der hvalpe med Little Denmark's Jive Jinger DK04727/2014 ("Vicki")
og Charming Charles of Bellrose DK08331/2013.
Hvalpene, født d. 22. april, kan rejse til deres nye hjem omkring den sidste weekend i juni.
Kuldet er 5. generation af Kennel Little Denmark's avl, født - bogstaveligt talt - i mine hænder.
Begge forældre er ud af kendte avlslinjer, og kuldet er en målrettet og bevidst linjeavl på to af de stærkeste avlshunde racen har haft i Danmark. Derfor er det klart, at vi selv beholder en af hvalpene.
Kuldet er opdrættet i hht. DKK's og DSGK's anbefalinger for avl, og hvalpene vil få påtegning herom på deres stambøger.
Læs videre nedad siden for masser af info om forældre og nogle af familiemedlemmerne, m.v.
|
|
|
Hvis du er interresseret i at høre nærmere, er du velkommen til at kontakte os:
(Med forbehold for at vi vælger hvalpe der har avlspotentiale fra til os selv, og andre hjem med avlsinteresse, når hvalpene er 7 uger gamle. Derefter, og ikke før, kan resten loves væk og placeres.)
Kennel Little Denmark's
v/Helene Riisgaard Pedersen
Tvindelstrupvej 31
4100 Ringsted
tlf: +4550579514
Email: Helene(at)farmdogs.net
(at)=@, denne form er anvendt for at spare på mængden af junkmail
Så fik Vicki hvalpe!
Torsdag morgen inden Store Bededag, var alt som det plejer at være. Med den lille undtagelse, at Vicki var begyndt at blokke op, uden at give nogle af de sædvanlige tegn til, at noget var på vej.
Da det var næsten en uge før forventet fødsel, var der heller ikke nogen anledning til at holde skarpt øje med hende endnu. Men i løbet af dagen, begyndte telefonopkaldene til arbejdet hjemmefra at tegne et klart billede.
Første antagelse, at det var falsk alarm, viste sig hen under eftermiddagen, at være fejlagtig. Vicki styrede direkte efter bogen imod fødsel.
Så er det, at man bliver rigtigt glad for, at have et job, med stor forståelse og fleksibilitet. Jeg fik lov at afbryde en arbejdsopgave, og haste hjemad, for at damen skulle være under opsyn, når Butch tog på job.
Der var ingen slinger i Vicki's vals, hun vidste ganske bestemt, at vi skulle sidde sammen oppe i kontoret ved kassen hun fik i sidste uge. Jeg måtte ikke gå fra hende, så ræsede hun forvildet rundt under alle husets senge, bag sofaen, og hvor hun ellers søgte den ro hun ønskede. Men så snart jeg bevægede mig op i kontoret til kassen, kom hun flyvende i fuld firspring, smed sig i kassen, og faldt til ro.
Så der var ingen vej udenom, putte i sengen hos mig ville hun ikke, så jeg sad på gulvet hele natten og "holdt i pote", og ventede halvslumrende på, at veerne så småt begyndte tidligt om morgenen.
Vicki fødte 4 fine hanner af meget ensartet vægt, og meget livsstærke allesammen. Hun havde overhovedet ikke brug for nogen assistance med nogetsomhelst. Jeg skulle bare være der. Uagtet hun aldrig har fået hvalpe før, ordnede hun selv det hele. Ofte kan der skulle lidt hjælp til når en let forvirret førstegangsfødende tæve ligger i ve-smerter og den første hvalp dukker op. Men hos Vicki var der overhovedet ikke den mindste forvirring. Roligt, fattet, og med noget der lignede masser af erfaring, gjorde hun alting helt rigtigt, lige fra starten.
Det er et forunderligt privilegie at få lov til at overvære en sådan fødsel.
Vicki havde masser af overskud under fødslen, hvor hun både spiste, og drak, og hun spildte heller ikke kræfter på at presse, før der kom en hvalp.
Mor og hvalpe har det strålende, Vicki er en rolig og naturlig mor, der passer hvalpene så flot, somom hun aldrig har bestilt andet. Alle tager fint på, og der er ro i kassen, ligesom der skal være.
Vicki nyder at blive håndfodret i kassen, hvilket er en nybagt mors særlige privilegie, så man ikke skal forlade sine hvalpe. Og hun æder med glubende sund appetit.
Billeder individuelt af hvalpene findes yderst til højre med deres fødselsvægt.
|
Om forældrene
(Læs videre nedad siden for masser af info om flere af familiemedlemmerne, m.v.)
|
|
|
Om hvalpenes far:
Charming Charles of Bellrose, kaldet "Charles" DK08331/2013
Charles er en dejlig "dreng" som er blevet hjemme hos sin "mor", altså ejet og opdrættet af samme person, Katarina Andersen, som også ejer hans mor, DKCH KBHV08 12 KBHVV 15 My Bonnie Billie Bellrose: Kennel Mosely.
Charles er en rigtig Dansk/svensk gårdhund. Dels bor han på en gård, og passer gårdhunde-opgaver dagligt, og dels er hans mor Dansk opdrættet, og hans far er svensker.
Foruden at hans slægt udmærker sig ved at være sunde og stærke hunde, der har meget racetypisk og aldeles herligt temperament, så har de også taget topplaceringer i udstillingsringene i hele Skandinavien igennem en årrække, og igennem flere slægtsled. Det er en type-stærk stamme, som jeg har ønske om at bevare, og meget gerne forstærke yderligere i min egen videre avl.
Charles er ung, men han allerede fået 5 hvalpekuld i Danmark. Han har også to kuldbrødre og en søster, der alle bor hos opdrættere i Sverige, og tilsammen har disse også fået adskillige hvalpekuld allerede. Så alt tyder på, at det bliver en stor slægt af fætre og kusiner på begge sider af sundet.
Til dagligt er han en velfungerende familiehund der lever et frit gårdhundeliv med rig lejlighed til at dyrke musegraveri og rottejagt. Han skal holde øje med både stald og lo, heste, grise og kvæg. Han er en hygge-puttegris inde, og glad for alle, voksne som børn.
Indimellem er han udstillingshund, hvilket han synes er knapt så fedt. Alligevel har han opnået fine resultater, senest en placering i bedste han-klassen og reservecert.
Vi glæder os rigtigt meget til hvalpe efter Charles, og til forhåbentlig at få lejlighed til at arbejde videre med slægten i kommende generationer.
Tak Katarina, fordi jeg fik lov til at lave dette kuld med Charles!
Om hvalpenes mor:
Little Denmark's Jive Jinger, "Vicki" DK04727/2014
Vicki har vi, ligesom de 3 generationer bag hende, selv opdrættet. Du kan læse alt om Vicki's tilblivelse (det var hende, der var "hvalp 3" til at starte med dengang), og finde links til masser af sider om hendes forældre og slægt her: Vores J-kuld.
Dette kuld er således 5. generation af vores eget opdræt på tævelinjen. Se også flere links nedenfor til masser af information og billeder fra tæverne i flere slægtsled bag Vicki.
Vicki bor til daglig hos vores gode venner Lilian og Hans Rasmusen, der ejer Kennel My Monja i Karise. Når hun har haft dette første kuld her hos os, bliver hun deres hund, og vil fremover indgå i My Monja's avl.
Vicki er en super sød og altid glad lille pige. Hun har boet hos Kennel My Monja, men vi har ofte lånt hende til udstillinger, periodevis har hun boet hos os over flere dage. Hun går trygt og naturligt i flok med vores andre hunde, og betragter tydeligt dette som hendes andet hjem. Hun bliver altid meget glad, når hun ser mig, og elsker at køre med, når jeg har hentet hende. Derfor er det intet problem for hende, at føle sig godt tilrette med at få hvalpe her i Ringsted, hvilket er en meget stor prioritet - at Vicki har det godt og føler sig tryg og sikker og tilpas.
Hun er en skæg hund, fordi på den ene side er hun eftergivende og søger at undgå konflikter med de andre hunde, og bøjer hurtigt af, hvis der er optræk til "diskussion". På samme tid, ved hun præcis hvad hun vil, og får hun det ikke på den ene måde, regner hun lynhurtigt ud, hvordan hun kan snuppe det selv, på den anden måde. Således har hun aldrig "bedt om" eller ventet på at få en plads i sengen eller på sofaen - hun tager sin plads, i forventning om, at den er der når, og hvor, hun ønsker den.
Hun er således ikke nogen "gummihund", men finder sig bare så let tilrette på en naturlig, kun let insisterende måde. Hendes gamle, ellers skrappe tip-oldemor har altid accepteret hende, og endda altid udvist en usædvanlig venlighed overfor hende. Ingen tvivl om, at der er gensynsglæde hos Maddy, når Vicki kommer på besøg. At Vicki udviser stor og tydelig respekt for den gamle (i skrivende stund 14 1/2 år!) - dog uden at virke underdanig, har nok meget med det at gøre.
Vicki og Ida er samme alder, født med kun 2 dages mellemrum, og voksede derfor op sammen. De er stadig bedste venner, og elsker at være sammen, lege sammen, grave sammen, putte sammen - de sover gerne på samme plads i sengen, hvilket er ensbetydende med at de "stabler sig" ovenpå hinanden.
Udstillingsmæssigt har Vicki gjort det rigtigt fint. Ret stabilt "excellent", placeret sig, og endda vundet flere gange i sin klasse, og senest en flot placering som 3. bedste tæve, ved samme lejlighed vandt hun sit første CERT.
Igennem 2015 gik Vicki også med i Kennel Little Denmark's opdrætsklasse på adskillige udstillinger, og hun blev ligesom "nøglen" der låste gruppen sammen til en klasse, der opnåede at gå i "store ring" finalerne flere gange. Det har været virkeligt skønt, sjovt og spændene at have hende med, og vi håber at hun også indimellem i fremtiden vil kunne deltage i vores opdrætsklasse, som hun bare passer så fint i, og også er blevet vel trænet i, at gå så flot med.
Vi glæder os rigtigt meget til Vicki's kuld med Charles hos os, og er glade for det fine samarbejde vi har omkring hende med kennel My Monja. Og vi er trygge ved, og stolte af, herefter at overlade sådan en dejlig hund til Lilian og Hans i Karise, hvor vi ved hun har et dejligt hundeliv.
|
Om hvalp fra kennel Little Denmark's:
- Hvalpene har DKK stambog, sælges med skriftlig købsaftale, de vil være chipmærkede, registrerede i Dansk Hunderegister, har fået ormekur, 1. vaccination og sundhedsattest fra dyrlægen.
- Hvalpene er forsikret af Agria's "Skjulte fejl forsikring" indtil de er 2 år og 3 mdr. gamle
- De vil som alle vores tidligere hvalpe være velsocialiserede, vant til lyde og rutiner i og omkring et almindeligt hjem, og have påbegyndt renlighedstræning. Foruden at de selvfølgelig har lært "sit" og enten helt eller næsten "dæk"
- Med en Kennel Little Denmark's hvalp følger en "startpakke" med bl.a. lidt hvalpefoder til den første tid
- Medlemsskab af Dansk/svensk gårdhundeklub resten af året
- Livslang "support" medfølger som en selvfølge
- Hvalpene er 5. generation af egen avl på tævelinjen
- Læs mere om mormor til kuldet, som kan mødes her hos os: DKCH Little Denmark's 4-Ever Fay/"Fay-fay"
- Læs mere om oldemor til kuldet, som kan mødes her hos os: DKCH Little Denmark's Mount Silverheels/Sussi
- Læs mere om tip-oldemor (oldemors mor) til kuldet her: Little Denmark's Berta The Adventurer/Greta, som fylder 11 år i år
- Tip--tip-oldemor (oldemors mormor) til kuldet kan mødes her hos os, det er:
DKCH;SECH;NOCH;NORDCH;LP1;LP2; USARBACH Javika's Prinsesse Madeleine/Maddy, som stadig lever i den høje alder af 14 1/2 år
|
|
|
|

|
|
Har gennemgået DKKs opdrætteruddannelse

Hvalp 1
Han, trefarvet født kl. 4:32
Fødselsvægt: 220g
Vægt dag 2: 284g
Hvalp 2
Han, trefarvet født kl. 7:04
Fødselsvægt: 228g
Vægt dag 2: 269g
Hvalp 3
Han, rød/hvid, født kl. 7:30
Fødselsvægt: 238g
Vægt dag 2: 277g
Hvalp 4
Han, trefarvet, født kl. 9:55
Fødselsvægt: 229g
Vægt dag 2: 266g
Når Vicki er på besøg...
Så finder hun selv sin plads i flokken også på sofaen. Dette dog ikke imens hun har hvalpe, hun rokker sig ikke fra dem!
Udstillingsholdet
Vicki yderst til højre med familien fra en dag på vej på udstilling
Vicki med My Monja hvalpe
Måske det er fordi hun har øvet sig hjemmefra, at hun er så god til det
Fra en gåtur
Vicki fra et besøg på gåtur, hun er yderst til venstre, derefter Ida, Fay (Vicki's mor) og Sussi (Vicki's mormor)
|