|
|

(Opdateret 28. juli, 2015)
Fay's hvalpe, uge 5
|
|
|
5 uger og verden vokser, og vokser og vokser
Allerede i begyndelsen af ugen begyndte Fay endelig at løsne jerngrebet. Hun virkede mindre på vagt overfor især sin mor, Sussi, og hun gav lillesøster Ida længere og længere snor, i forhold til at komme tættere ind på livet af hvalpene. Når de to tip-oldemødre, Maddy og Kikka, lige fik hilst på hvalpene og snuset til dem et par gange, tabte de hurtigt interessen. De har set dem komme og gå så mange gange, det mest interessante ved dem, er deres mad, som man indimellem kan være heldig at stjæle.
Dermed var det tid til at tage det næste skridt, og den rimelige udendørstemperatur afgjorde det. Hvalpene kom ud i haven.
Da Fay havde fået trukket sine grænser, var det een stor flok. Og sådan blev det fra den dag, og fremad.
Hvalpene er nu ude i kortere eller længere perioder, altefter hvad vejret tillader. I starten af ugen skal de bæres ud og sættes på græsset, da der er lidt langt fra løbegården i køkkenet, for små usikre hvalpeben. Men hurtigt får de kortlagt en del af haven, og snart følger de med indenfor selv. Der er lige et trin, der skal forceres, og så kan de pludselig selv løbe udenfor helt inde fra køkkenet. Hvis da ikke de lige bliver stoppet på vejen at et par fristende sutsko i gangen...det går stærkt nu!
Fay passer på dem, men går oftere og oftere et andet sted hen, og lader dem passe sig selv, eller lader Sussi og Ida tage sig af dem. Sussi vil meget gerne lægge sig hos dem og have dem til at kravle rundt på hende, og bide lidt i hende over det hele. Ida er meget interesseret i at finde ud af deres lege, og hvordan man leger med.
Indenfor vokser deres område også, og de udforsker hurtigt køkkenet, og bevæger sig derefter ind i stuen og i gangen. De er mere og mere sikre på deres ben, og flytter sig overraskende hurtigt omkring. De lærer respekt for de gamle hunde, og kender forskel på de voksne ret hurtigt.
,
Træning - det vi gør
Imens hvalpene leger og udvikler sig igennem dagen, deltager vi i kulissen med nogle velovervejede tiltag. Tænderne er vokset ud, og de kan nu tygge, bide, rive og flå i alt på deres vej, så det gør de.
Vi vil gerne styre lidt, hvad de bider i, derfor indføres "byttehandler". F.eks. bytter vi gerne en strømpesok for et træktov, eller en finger for en lille tyggepind, o.lign.
Derfor ligger der masser af legetøj og flyder i belejlig nærhed hele tiden, så de har mulighed for at begynde indlæring af "mit og dit".
Styrken af deres bid skal de også lære, og nu begynder de at tage hårdt fat. De hyler op når en af de andre bider hårdt fat i leg, og den adfærd kopierer vi. Hver gang de tager hårdt fat i hud, hyler vi lidt overdrevet op. Til at begynde med overraskes de, og slipper. Det er første trin.
Snart bliver vi mere og mere følsomme, og hyler op, selv ved knapt så hårde bid. Sådan indlæres styrken af deres bid, hvorved at der indbygges en "sikkerhedsventil" i dem.
Hunde der som hvalpe over længere tid har lært styrken af deres bid at kende, og dermed har fået det blødgjort, kommer aldrig til senere i livet ved et uheld at bide hul i hud - f.eks. i situationen hvor et spædbarn, der falder over en gammel, døv hund, forårsager at hunden, før den er rigtigt vågen, kommer til at snappe.
Derimod vil hunden, der fra hvalp blev skældt ud, og straffet for at bide og flå hårdt, med meget stor sandsynlighed i samme situation vågne og snappe med maksimalt kæbetryk i første hug.
Derfor er denne træning meget vigtig, og skal fortsættes i hvalpenes nye hjem. Vi instruerer og demonstrerer selvfølgelig hvordan til hvalpenes nye familier.
Og de gode, gamle kongs kommer i brug igen. Når hvalpe tygger ting i stykker, sker det meget tit lige før de falder i søvn. De har indbygget sutterefleks til at falde i søvn på, så behovet for at have noget i munden, stiger når de bliver trætte, og ligger og skal til at falde i søvn. Det er der det meste løsøre ødelægges i hvalpetiden.
På dette tidspunkt tilsættes kongs, der er så tiltrækkende, at hvalpene slet ikke kan lade dem være. Den første hjernevask imod gode tyggevaner, er begyndt. Til at starte med er kongs'ene blot smurt med lidt leverpostej i kanten. Efterhånden som hvalpene vokser til og bliver bedre og bedre til at tygge og arbejde med kongs'ene, udvides repetoiret med ting der er sværere at få ud, og tager længere tid, men stadig så spændende og uimodståelige, at de forhåbentligt kan vinde opmærksomheden over andre ting, vi ikke vil have tygget i.
Renlighedstræningen arbejder vi også stille og roligt videre med, nu er deres kasse - eller kasser - som de sover i, helt tørre om morgenen, og de besørger kun på aviserne udenfor på gulvet i løbegården. Nu hvor de har mere og mere plads at røre sig på, sker de første "uheld", men vi er efter dem så godt som muligt, og sørger for at på de kritiske tidspunkter, hvor vi ved de "skal", kommer de enten udenfor, eller ind i løbegården på aviserne. Renlighedstræningen er selvfølgelig også noget, der skal arbejdes på længe endnu, vi lægger bare grunden, så godt som muligt.
Sidst på ugen er hvalpene begyndt at prøve på at tygge på Fay's tørfoderkugler. Det går langsomt, og de ser sjove ud, når de sidder og vender og drejer hovedet, for at få foderkuglerne til at lægge sig rigtigt i munden, så de kan tygge på dem. Inden længe, får de også styr på det. Så snart kan endnu mere træning begyndes - nemlig træning med "godbidder"...

Miljøtræning og lidt om deres tilgang til det hele
I løbet af sådan en uge, hvor hvalpene nu har fået hørelsen, oplever de mange nye ting. F.eks. får vi aldrig støvsuget så meget, som fra når vi har 4-5 uger gamle hvalpe, og til de rejser. I køkkenet står opvaskemaskinen, og udenfor kommer der både larmende fly og helikoptere. Det er meget forskelligt fra kuld til kuld, hvordan hvalpene reagerer på disse ting. De lægger mærke til dem, og vi observerer reaktionen.
Disse 4 virker ret upåvirkede, uanset de tydeligt bemærker det, der sker omkring dem, vælger de i høj grad at ignorere det. Det samme gjaldt flytningen til græsset første gang. Hvor vi indimellem har set lidt tøven med at træde ud i "det nye rum", var der ingen forbehold her. De trådte bare ud af kassen, og så var det dér de var.
Det er rigtigt dejligt, det er sådan vi godt kan lide det.
Vi har haft forskellige besøgende, og hvalpene er lige tillidsfulde, interesserede og glade ved at se dem alle. De små haler logrer, og de springer glad enhver i møde, der rækker en hånd ned til dem. De slikker og springer op, og kravler på alle, der sætter sig på gulvet. En herlig flok!
Hvalpenes indbyrdes leg er vild, og de øver allemulige manøvrer. At snige sig ind på en anden, at angribe, at løbe væk, at gemme sig, at vende hurtigt og skifte retning osv. De kæmper også nogle hårde nærkampe, og lydene er voldsomme indimellem. Hidsig knurren, skarpt bjæf, et hyl af den anden verden - jo de går til den. Indlæringen er konstant lige fra de vågner, til de dejser omkuld. Varigheden af deres samlede søvn er kortere og kortere, og de er vågne i længere og længere perioder.
Fay sover ikke længere hos dem om natten, men ofte noget af natten oppe i vores seng, og resten af natten et sted i nærheden af løbegården, f.eks. på sofaen. Hun passer hvalpene godt stadigvæk, og lader dem die stort set, når de vil, dog får de mindre af deres samlede behov stillet ved hendes mælk. Hun gør stadig rent efter dem, men det er lige på det sidste, efterhånden som de - trods alt - spiser mere og mere rigtigt hvalpefoder.
|

Lidt om hvalp fra Kennel Little Denmark
- Hvalpene har DKK stambog, sælges med skriftlig købsaftale, de vil være chipmærkede, registrerede i Dansk Hunderegister, har fået ormekur, 1. vaccination og sundhedsattest fra dyrlægen.
- Hvalpene er forsikret af Agria's "Skjulte fejl forsikring" indtil de er 2 år og 3 mdr. gamle
- De vil som alle vores tidligere hvalpe være velsocialiserede, vant til lyde og rutiner i og omkring et almindeligt hjem, og have påbegyndt renlighedstræning. Foruden at de selvfølgelig har lært "sit" og enten helt eller næsten "dæk"
- Med en Kennel Little Denmark's hvalp følger en "startpakke" med bl.a. lidt hvalpefoder til den første tid
- Medlemsskab af Dansk/svensk gårdhundeklub resten af året
- Livslang "support" medfølger som en selvfølge
- Hvalpene er 4. generation af egen avl på tævelinjen, og 4. generation af egne avlsdispositioner på han-siden
- Se hvalpenes stambog i 5 generationer her: L-kuldets stambog
- Læs mere om mor til kuldet her: Little Denmark's 4-Ever Fay/Fayfay
- Læs mere om far til kuldet her: Crow's Point Kennel's Herman/Oskar
- Læs mere om mormor til kuldet her: DKCH Little Denmark's Mount Silverheels/Sussi
- Læs mere om oldemor (mormors mor) til kuldet her: Little Denmark's Berta The Adventurer/Greta
- Tip-oldemor (Mormors mormor) til kuldet kan mødes her hos os, det er:
DKCH;SECH;NOCH;NORDCH;LP1;LP2; USARBACH Javika's Prinsesse Madeleine/Maddy, som render rundt her og stadig er frisk, fræk og frejdig
- Læs mere om farmor til kuldet her: The Emerald City's Daisy/Daisy
- Læs mere om oldefar (farmors far) til kuldet her: My Bonnie Øllebølle Øllebrød/Ranger
- Og endnu en tip-Oldemor (farmors mormor) til kuldet kan mødes her hos os, det er Javika's Bestle Nestle Kakao Ko/Kikka, som er 12 år gammel og render rundt her, og også stadig er frisk, fræk og frejdig
Hvis du vil høre nærmere er du velkommen til at kontakte mig:
Kennel Little Denmark's
v/Helene Riisgaard Pedersen
Tvindelstrupvej 31
4100 Ringsted
Denmark
tlf: +4550579514
Email: Helene(at)farmdogs.net
(at)=@, dette format er for at undgå junkmail og spam
|
|
|
|
Har gennemført DKK's opdrætteruddannelse
Little Denmark's Lady 2 LandOfLakes
Hun vejer nu 1646g / 3 lbs 10 oz
Little Denmark's Lord Lancelot Dot
Han vejer nu 1850g / 4 lbs 1 oz
Little Denmark's Lawless Laredo
Han vejer nu 2035g / 4 lb 8 oz
Little Denmark's Lucky Luke
Han vejer nu 1448g / 3 lb 3 oz
Der smages på alt, og noget er bedre end andet. Den friske oregano er ikke så ringe endda
En hyggestund med mormor Sussi, som også hjælper lidt til med at vaske hvalpene
Nysgerrige Ida forsøger at holde øje med hvalpene hele tiden, og finde ud af hvordan hun kan deltage i det, de gør
Et Kodak-moment: "Mormor, skal vi måle maver?"
Familiehygge med mormor og moster i den ene kasse, og mor og hvalpe i den anden
|