Race information (Af Helene Riisgaard Pedersen) Er den Dansk/Svenske Gårdhund den rigtige for mig, min familie og vores livsstil? Den Dansk/svenske gårdhund er oprindeligt en Dansk pincher. Den forefandtes (som navnet også indikerer) fortrinsvis på gårdene og den havde mange små og store "opgaver". Den skulle hjælpe til med at holde gården fri for rotter og mus. Den var gårdens "ringeklokke", som med en skarp gøen meddelte når der kom fremmede, den var børnenes rare, lille legekammerat, og den deltog i at genne køerne ind til malkning og ud igen. Dens oprindelige udbredelse og hjemland inkluderer Sverige, da den også fandtes på gårdene i Skåne, som dengang var Dansk. I dag er racen foreløbigt FCI godkendt og dens udbredelse udenfor Skandinavien kan derfor forventes at øges i fremtiden. Der findes allerede en population der opdrættes i på 3. generation i USA. Man kan læse om racens ydre kendetegn i racestandarden, som er beskrivelsen af "den perfekte gårdhund", og som racen bedømmes efter i udstillingsringen. Det er generelt en sund race med en livstidsforventing på 10-12 år, og det er ikke usædvanligt at de lever endnu længere. En gårdhund er nem at "holde", den kan vaskes så tit man ønsker og er og skal være nem at håndtere. Selvom den er korthåret har den fældningsperioder fuldstændigt som alle andre hunde. ca. 2 gange om året i ca. 3 uger ad gangen. Vask og børstning med en blød gummibørste kan hjælpe meget. Imellem fældningsperioderne er der altid lidt løse hår, og det er 100% sikkert at det er værst med de hvide når man har mørkt tøj på, og værst med de sorte, når man har hvidt tøj på. Gårdhunden skal stimuleres moderat både fysisk og mentalt, men kan sagtens tåle og elsker mere end "moderat". Den trives bedst hvis den har nogle opgaver, og får motion. Motion opnås ved at gåture, ikke ved at lukke hunden ud i haven. Kan man ikke lige finde på opgaver i hverdagen, at give sin hund, så skal gårdhunden nok selv komme med forslag. Den naturlige adfærd Hunderacer adskiller sig fra hinanden på udseende, størrelse, pels osv. Det er de tydelige forskelle. Men der er jo een ting mere, som er aldeles væsentlig, når man skal vælge den hund, der passer bedst til en, og som også adskiller hunderacer fra hinanden. En hunderace's naturlige adfærd har alt at gøre med, hvad racen oprindeligt blev brugt og opdrættet til. De egenskaber og adfærdsmønstre, som har været nødvendige og eftertragtede for een race, kan have været fuldstændigt unødvendige og uønskede for en anden race. Så det er vigtigt at være opmærksom på gårdhundens typiske adfærd, som bunder i dens oprindelse, det den fra gammel tid blev fremavlet til at skulle kunne. Disse egenskaber ligger nemlig stadig så dybt i hundenes gener, at de kommer til udtryk i hundene i dag, og det skal de jo også. Gårdhunden jager, dræber og spiser mus, rotter og andre mindre pelsdyr. Det skal den være god til. Dvs. den skal kunne arbejde forholdsvist selvstændigt. Bonden stod jo ikke ude på loen og pegede hvor musen var...den skal også reagere lynhurtigt og uden tøven på selv den mindste lille bevægelse. Dvs. den skal have et fantastisk godt syn, også periferisk og på lang afstand, den skal have sans for små detaljer, en god næse, og masser af tålmodighed og ikke give op for let... Der findes stor variation indenfor racen hvad angår instinkt og lyst til jagt på øvrige byttedyr. F.eks. mener jeg personligt der er bedre odds for at livet vil fungere glimrende i et hjem med kat og gårdhund, end i et hjem med hamster eller kanin og gårdhund. Dermed ikke sagt det ikke kan lade sig gøre, men odds for at alle overlever og lever i harmoni i hjemmet med katten er substantielt bedst. Sagt på en anden måde: Jeg giver ingen garantier hvad angår hamster, kanin o. lign... Af samme årsag, altså variation i jagtiver, så er det godtnok ønskværdigt at gårdhunden kan tages med på tur uden snor, men det betyder ikke i praksis at det altid kan lade sig gøre. Den hyppiste dødsårsag er: Hund kørt ned af bil. Det er selvfølgelig altid en ejers eget ansvar at sørge for sin hunds sikkerhed, og vide hvad der skal til, for at det ikke går galt. De udviser glimrende instinkt for at hyrde, og vil gerne ved given lejlighed, uden frygt, forsøge at hyrde både får, kvæg og heste. Flere af vores hvalpe i USA er blevet hyrde-instinkt-testet på får, og alle der er testet, har bestået prøven. Det er ikke ualmindeligt at opleve at en gårdhund på udspekuleret vis forsøger at "hyrde", eller "genne" sine mennesker, både børn og voksne, i en eller anden ønsket retning. F.eks. til køkkenet, når man er sulten. Dog betragter jeg det som hvalpeadfærd at "nippe" i hæle, og det lærer de hurtigt at lægge fra sig. Jeg regner det absolut for en adfærd der er mindre naturlig for en gårdhund, end for en decideret hyrdehund, som f.eks. en bordercollie. Gårdhunden gør højt og skarpt, og generelt ikke uden grund, og den holder hurtigt op igen, når årsagen er synlig, afklaret og/eller væk. Med andre ord, det er ikke en rigtig gårdhund der bare gør og gør i det uendelige uden videre grund. Samtidig er det vigtigt at notere sig at en gårdhund skal gø, når der er noget at gø af. Gårdhunden har en naturlig nysgerrighed, derfor elsker den når der sker noget, og den trives også derfor rigtigt godt med børn. Udover interressen for mus deler gårdhunden flere slags adfærd med katten...lykken kan f.eks. også sagtens være at slænge sig i en lun solstråle. Den tilpassede adfærd - det du kan lære Gårdhunden Grundlæggende kan en gårdhund lære hvadsomhelst. Dog skal man altid tage forbehold for, at det der ligger i generne kan være meget svært at "overvinde" i træning. Her kan man så i høj grad kompensere på anden vis, ved først at acceptere den instinktive adfærd som noget der er ufravigeligt, dernæst at indlære hvor og hvornår en adfærd er tilladt, og hvornår den ikke er, og eventuelt hvor længe den er acceptabel. Dvs. hvis man har en flot prydhave og ikke ønsker at gårdhunden omdanner den til et månelandskab, så kan man sørge for at den kan komme til at grave andre steder, når nu man ved, at den gerne pr. instinkt vil grave. Man kan f.eks. lære gårdhunden at den gerne må grave i et afgrænset område, simpelthen en "sandkasse", og man kan støtte den adfærd i det afgrænsede område ved at nedgrave "skatte"...små godbidder, gnaveben, eller legetøj. Det er lettere at lære en hund at der er steder den må grave, og steder den ikke må grave, end det er at lære den at den slet ikke må grave. I princippet er det sidste urimeligt at forlange. En anden "aflastningsmulighed" for prydhaven er, at tage gårdhunden steder hen hvor den frit må grave med jævne mellemrum, f.eks. på en mark med mus, på stranden el. lign. Således er det let at beholde både nydelsen og glæden ved hunden, og den pæne have. Hvis man bor i lejlighed eller andre steder er bekymret for at ens hund forstyrrer ved at gø, så er det (ligesom med øvrig instinktiv adfærd) væsentligt at erkende, at det er er mere opnåeligt at lære sin hund at holde op med at gø, når den er startet på det, end det er at lære den slet ikke at gø. Det er nemt at lære en gårdhund at "snakke", og man kan også sagtens lære den at "tie stille". Hvis man accepterer at hunden pga. sin instinktive adfærd er nødt til at gø, når der kommer nogen, eller går nogen forbi, så bliver livet med hund straks en meget mere positiv oplevelse, end hvis man aldrig accepterer at en hund altså siger vov. Det gør den jo fordi den fra naturens side ikke kan sige så meget andet. Tricket, der gør at man kan få et bedre liv sammen med hunden, består i at man selv kan deltage aktivt i at bevare kontrollen over hvor længe støjen står på, ved at lære sin gårdhund at "tie stille". Således kan igen alle blive glade og tilfredse, og få det som de vil, inklusive hunden. Og så fremdeles. Som sagt...En Gårdhund kan i princippet lære hvadsomhelst i det hele taget, og den vil uendeligt gerne lære, og den vil uendeligt gerne samarbejde og gøre dig glad. Jeg vil skynde mig at tilføje, at så længe man blot har een gårdhund, så holder den tilpassede adfærd (det indlærte) bedst, og absolut noget bedre, end i det øjeblik man har flere. Pga. "forslagets magt", altså flokkens påvirkning, kræver det en del mere at lære 2 gårdhunde aldrig at grave i prydhaven, ligesåvel som det er en helt anden dimension af træningsarbejde der skal lægges i at få to gårdhunde til at "tie stille", når de først er begyndt at gø. Det kan godt lade sig gøre. Jo større aldersforskel, des bedre chancer. Her gik det udemærket, indtil nr. 4 kom... Livet og det daglige med en gårdhund Gårdhunden havde som sagt mange forskellige "job" på gården. Alsidig og lærenem er stadig dyder vi værner om i racen i dag. Godt temperament bør være en selvfølge. En Dansk/Svensk gårdhund tilpasser sig den dag i dag til mange forskellige typer af hverdage og livsstile. De behøver derfor slet ikke at bo på en gård, nærheden og deltagelsen i dagligdagen og familielivet betyder allermest for den. Den elsker at lære og at udføre alle mulige forskellige tricks og kan nemt blive til en helt lille cirkushund. Det er en livlig, social, udadvendt og aktiv hund, uden nogensinde at blive hyperaktiv som f.eks. mange terrier-racer kan være. Når familien er aktiv er gårdhunden "på", den vil altid gerne være med, og den er ganske egenrådig og sejg, tør det meste uden for meget pylder. Men når familien sætter sig i sofaen putter gårdhunden sig så nær som muligt, helst på skødet. Når en travl dag er slut foretrækker den at gå med dig ind i din seng, hvor den helst putter og sover under dynen. En gårdhund foretrækker stadig, ligesom i gamle dage på gården, at få tildelt et sæt "opgaver" i sin dagligdag. Hvis man ikke lige bor på en gård og/eller ikke lige giver den nogle opgaver, opfinder den dem som sagt sagtens selv. Det kan så være ting man synes mere eller mindre om, at den finder på. Dens intelligens byder den bare at foretage sig noget, som den synes giver den livsindhold. Det kan være mange ting, lige fra troskyldigt at tøffe rundt og holde øje med ungernes gøremål, til at vedligeholde nøje ornitologiske notater, vedrørende fuglene på fuglebrædtet, fra toppen af ryggen på læderstolen. Eller den finder det måske relevant at måle længden og rækkevidden på toiletrullen. Det kan så være et vink med en vognstang om, at den trænger til motion, opmærksomhed, og noget fornuftigt at tage sig til... Uanset hvad den gør, så gør den det med iver, et smittende humør og stor entusiasme. Racen er pga. sit sociale væsen, ønsket om at behage sit menneske, intelligens og iver for at lære og samarbejde, samt af glæde ved motiverende træningsfaktorer (f.eks. godbidder og legetøj) aldeles egnet og dygtig til alle former for hundesport. Skulle man derudover have ambitioner for sig selv og sin næste hund, så er en gårdhund et ganske godt bud på en dygtig konkurrencepartner - det er bevist at gårdhunde kan nå helt til tops i både lydighed, agility, healwork to music/dog dancing, flyball og meget mere. Hvis du er i tvivl om denne race er den rigtige for dig og familien, eller vil vide mere, så lad os tage en snak om det. Det er i både din, min og din fremtidige hunds største interresse at i vælger rigtigt, og det er værd at bruge den fornødne tid på at afklare det på forhånd. Vi vil gerne invitere dig/jer til at komme og besøge os og møde vores hunde, også meget gerne når vi ikke har hvalpe. De elsker besøg og opmærksomhed. Vi har snart et helt "udvalg" indenfor både alder og personligheder så vi mener man kan få et rimeligt godt indblik i hvilke variationer af muligheder racen byder på. Kennel Little Denmark Har gennemgået DKKs opdrætteruddannelse